Eltang skole og børnehaves 50 års jubilæum 15.11.14

Jørgen Roed Jakobsen's tale ved Eltang Skole og Børnehaves jubilæum 15.11.2014

Jørgen Roed Jakobsen

Tale til Eltang Skole og Børnehaves jubilæum november 2014

Indgang:

Den lille dreng sad på de store sten ved trappen op til Eltang Kirkegård.  Kirken lå lige ved siden af skolen og var en naturlig legeplads for drengen med sine spændende små kroge, de gamle gravsten, det støvede kirkeloft og tårnet, hvor man kunne liste op, når solen blev ringet ned og kigge ud over de bølgende marker og småsamfund.  Det var lidt som en halvdårlig roman fra 1880’erne, men alligevel autentisk.  Det var et landsamfund med gårde og husmandsbrug, brugsen i Lilballe, og de mange forretninger og håndværkere i storbyerne Eltang og Sdr. Vilstrup, sådan oplevede drengen det, for ved Eltang Kirkeskole var der ca. to ludere og en lommetyv så at sige.  Det var i den grad ude på landet.

(Drengen ventede på Robert Sørensen, mælkemanden fra Nørre Stenderup, som om formiddagen vendte tilbage fra Bramdrupdam mejeri med returmælk efter at have været oppe nærmest midt om natten for at gøre heste og vogn parat.  Han gav altid en køretur til drengen, og havde han god tid, kunne han skære en pilekvist og lave en fløjte, ting som drengen aldrig har glemt.)

På engen neden for kirken gik der naturligvis en stork og fandt frøer med sit lange, spidse næb.  Solen skinnede naturligvis altid, i hvert fald i erindringen. Stille var der ved grusvejen, men alligevel lød der en mumlen fra de åbne vinduer i skolebygningen tæt ved.  Og rundt og rundt og rundt, og rundt og rundt og rundt.  Der var gang i skriveundervisningen, og skråskriften skulle på plads og se regelmæssig og smuk ud.  Mine egne børn har kaldt den ”hemmelig voksenskrift.  Når de indledende øvelser var overstået, og pennens bevægelsesmønstre havde bundfældet sig, skrev læreren et forlæg op på tavlen, som derefter skulle kopieres på en side i skrivehæftet, afleveres og godkendes til læreren efterfølgende.  Jo, der var system i sagerne.

Skolen vi taler om var Eltang Kirkeskole, en rytterskole oprettet i 1720’erne under Koldinghus Rytterdistrikt.  I tråd med den oprindelige målsætning var læsning og skrivning væsentlige kvalifikationer som udgangspunkt for almuens læring og oplysning.  Læreren udtrykte ofte, at læsning er det første.  Dertil lagkagemodeller på tavlen, endeløse regneopgaver, så rutinerne i de fire regnearter sad pr. automatik. 

Bibelhistorie var spændende at lytte til, når læreren fortalte drabelige og opbyggelige historier og lignelser fra Biblen.  Kristendommen var et bærende element både i skolen og lokalsamfundet.  Den lille dreng tilbragte oftetimer på bageste række i klassen sammen med større elever.  Om vinteren, når læreren/faderen efterlyste forslag til en vintersang, foreslog drengen, at man skulle synge sangen om ”katten, der slog knuder”.  Fik I den?  I geografi blev lande, byer, floder og bjerge kopieret og farvelagt på et ark papir, så indlæringen blev understøttet af aktiv fremstilling.

Naturligvis var der ingen idrætsplads, så den nedlagte kirkegård ved siden af den officielle fungerede som sports- og legeplads flankeret af store poppel- og elmetræer.  Det var en kæmpe plads dengang, men ved nutidige besøg er den skrumpet betragteligt, måske en erindringsforskydning.  Manglede der en sandgrav, gravede man den selv, og skulle der være plads til slyngboldkast og løb, lånte man da bare en græsmark af en flink bondemand.  Man skulle bare lige huske at løbe uden om kokasserne.

En anden erindring er den årlige tur til skoven med praktisk botanikundervisning langs grøftekanterne og opmåling af kæmpebøgen neden for Sandagergaard.

Heldagsskole, nej, der var der ikke tid til, når der skulle hjælpes til med landbruget derhjemme, eller skovene skulle gennempløjes i leg og fantasiudfoldelse. 

Alle skoledage afsluttedes med fælles afsyngning af en strofe fra Grundtvigs ”Morgenstund har Guld i Mund”:

Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds Nåde!
da får vi Lyst og Lykke til
at gøre Gavn, som Gud det vil,
på allerbedste Måde.

Skolen var en integreret del af bondesamfundet, for det var det, og læreren, som også var kordegn, var i helt Pontoppidan stil en central figur, som blev inviteret med kone til fester og forventedes at holde tale.  Vi børn grinede ofte, når vi listede hen til døren til skolestuen og kunne høre vores far øve med fast stemme sine indlæg.

Skoledagen var delt op i et formiddagshold fra kl. 8-12 og et eftermiddagshold fra 13-16.  Pausen brugte Axel Jakobsen til det varme middagsmåltid og efterfølgende hvil på divanen til Grethe Kolbes middagskoncert, mens vi unger måtte liste rundt eller forføje os.  Lærerens hustru, Karen Jakobsen, var ikke ansat af sognet, men fik vist en smule for at stå tidligt op og tænde op i kakkelovnen i skolestuen og om eftermiddagen rejse skolepultene op og gøre rent.  Der kunne være bunker af sand på gulvet, og støvet kunne svæve i små skyer, når solen kastede sine skrå stråler ind gennem vinduerne. Lærer og hustru udgjorde et team, sådan forventedes det.

Selv i det idylliske og rustikke erindringsbillede kunne der findes mislyde, for mobning er ikke en moderne opfindelse, og de sociale forskelle manifesterede sig også til tider.  Der blev givet og taget, sådan var det, og kunne ord ikke klare konflikten, måtte en brydekamp afgøre tvisten som også i dag.

Overgangen

Efter smalhals og nøjsomhed i årene efter krigen med rationering på en lang række varer- måske kan nogle huske kaffemærkerne, som fungerede helt indtil 1952- kom der gang i hjulene i slutningen af 50’erne, hestene i landbruget måtte vige pladsen til fordel for den grå Ferguson.  Industrisamfundet og dets krav til arbejdskraftens kvalifikationer satte sig i stigende grad igennem.  Meget generelt sagt udviklede samfundet sig fra et overvejende landbrugssamfund hen mod et industrisamfund  med dets centraliseringstendenser og –behov.  Tiden var ved at løbe fra de små landskoler, hvor nostalgisk man end kastede blikket bagud. 

 Centralskolen:

Det var derfor helt naturligt, at man i Eltang-Vilstrup sogneråd besluttede at oprette en centralskole, hvor der var de nødvendige faglokaler og faciliteter, som en moderne virkelighed krævede.  Det har garanteret ikke været helt ukompliceret at bringe tre skoler og forskoler sammen i én centralskole, og lokale interesser og bange anelser blev fremført. Jeg ville gerne have været en flue på væggen i mange sammenhænge, hvor centralskolen var på dagsordenen.

(”Nedlæggelsen af de små skoler i forbindelse med den nye centralskole skete ikke uden protester, idet forældrene var godt tilfredse med de velfungerende små skoler. Mange anså det desuden som et problem, at en centralskole ville forlænge skolevejen for en stor del af børnene. Derfor blev det også ført en større diskussion om den bedst egnede beliggenhed for skolen.” (Eltang-Kirkeskole.dk))

”Opførelsen af Centralskolen betød nedlæggelse af en række mindre skoler i Eltang-Sdr. Vilstrup Kommune. Centralskolen erstattede Eltang Kirkeskole, Lilballe Forskole, Eltang Byskole, Eltang Forskole samt Sdr. Vilstrup Hovedskole og Sdr. Vilstrup Forskole.

Der var en del modstand mod centraliseringen af skolevæsenet, da man frygtede, at det ville gå ud over landsbyerne. De små skoler var en vigtig del af lokallivet, og skolerne fungerede ganske godt. Det var tidens krav om større faglige muligheder, der nødvendiggjorde sammenlægningen.” (KoldingWiki)

Min kommentar: Eltang Byskole var allerede blevet nedlagt i 1956.

De ny tider i Eltang Centralskole betød fint bibliotek, gymnastiksal med moderne bad, lækker sportsplads, sprog og faglokaler til både naturvidenskab, formning, sløjd, hjemkundskab, etc.  Endvidere fandt mine forskere, Jens Aage og Kirsten Bertelsen, en interessant paragraf i folkeskoleloven fra 1958:

 Stk. 2. For børn, der på grund af talevanskeligheder, svagt syn, svag hørelse, små evner, eller læsevanskeligheder ikke med tilstrækkeligt udbytte kan følge den almindelige undervisning, indrettes der særundervisning.

 Et skridt frem og et tilbage eller omvendt alt efter synsvinklen.

 Den ny udfordring var vel også at få etableret et nyt og fungerende lærerkollegium, nu da enelærer gerningen var forladt.  Endelig var der mere administration og indberetning til myndigheder, og skoleskemaet, pladen med de mange små papbrikker, blev årets udfordring for at få tingene til at gå op.

 Senere ifølge Dansk skolehistorie bd. 4 anmeldt i Weekendavisen 7.11.14 kom en anden lærertype ind på scenen og beskrives i et citat således:

”I august 1969 havde et meget stort antal nye, unge lærere første skoledag.  De gik med langt hår, kilt og sweatre.  De sagde du til eleverne, der sagde du til dem.  De spillede guitar og lod børnene selv spille på instrumenter i musik.  De indrettede klasserne med hestesko og gruppearbejde.  De uddelte Den lille røde bog for skoleelever og læste måske selv den lille røde for lærere.  Og de slog ikke.”

 Eltang Centralskole blev taget i brug d. 16. nov. 1963, men da faglokalerne ikke var endeligt på plads, fandt indvielsen først sted i 1964.  Derfor markeres jubilæet i dag.  Meget er sket siden indvielsen, må man konstatere, når man kigger på Eltang Skoles hjemmeside.  I flæng nævner jeg:

  • Inklusionsstrategi
  • Internationalt
  • Kvalitetsrapport
  • Webaviser
  • Intra ditten og datten

 Jo, farvel til barndommens mælketand og goddag til et digitalt samfund med kompetenceudvikling og fællesmål.

 Til lykke med jubilæet.

 

Jubilæumsfesten på Eltang Skole.
Erik Hansen, Jytte Hansen, Conny Strandby og Anne Marie Jensen ved jubilæumsfesten.
Karen Petersen, Jørgen Roed Jakobsen, Jens Aage Berthelsen og Kirsten Augustinussen ved jubilæumsfesten
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE